Leksikon over flamencoens stilarter
Det er svært at sætte nøjagtig tal på, hvor mange flamencostilarter der findes, men kendere mener, at der er omkring 70 stilarter
Kaldes ofte for sangens mor, men er næppe den ældste stilart. Soleá er dog den reneste form og grundlaget for sang, dans og guitarspil indenfor flamenco. Soleá kommer af soledad og betyder ensomhed. Som stilart er soleá jondo. Sangen handler om ulykkelig, uforløst kærlighed, smerte og ensomhed, og dansen er melankolsk, meditativ og indadvendt.
Soleá stammer fra Triana-bydelen i Sevilla. Til gruppen af soleá hører også soleá grande, soleá corta, soleariya, soleá por bulería, caña, polog og policaña.
Eksempel på Soleá
Eksempel på Soleá
Er udviklet af soleá, og har samme rytme som soleá. Alegría betyder glæde – over livet og kærligheden, og dansen er majestætisk, feminin, og stolt. Stilarten er chico. Det er en festlig dans.
Alegría stammer fra Cádiz og hører til gruppen af cantiñas sange. Oprindeligt var cantiñas navnet på middelalderlige sange fra Galicien. De kom med skib til Cádiz, og snart blev alle sange fra egnen kaldt cantiñas. Andre sange i gruppen er caracoles, jaleos, mirabras, romeras, rosas og garrotínes.
Er også udviklet af soleá. Bulerías er en af de populæreste og sværeste stilarter, pga. det høje tempo og rytmikken. Bulerías betyder morskab, og danses typisk i festligt lag, hvor danseren viser sit spøgefulde sind, glæde, skæg og ballade! Bulerías er chico, men den kan også være jondo, da nogle sangtekster handler om de dybe følelser, smerten og den ulykkelige kærlighed. Bulerías danses tit i sammenhæng med andre stilarter. Bulerías stammer fra Jerez de la Frontera. Til gruppen af bulerías hører også bulería a golpe, bulería por soleá, el zorongo gitano, alboreá, el vito og villancicos.
Er den mest jondo stilart, den mørkeste af dem alle. I seguiriyaen udtrykkes smerten over ulykkelig kærlighed og sorgen, fortvivlelsen, og afmægtigheden overfor døden. Rytmisk er det den sværeste af stilarterne. Andre sange i samme stilart er Martinetes, som opstod i smedjerne i Triana,
Sevilla, toná, carceleras, serranas, debl, livianas, playeras og saete (sidste er dog ikke af sigøjneroprindelse).
Er en festdans. Rytmisk er den anderledes end de andre danse, da der kun er 4 slag i compás i modsat til 12 i soleá, alegría, bulería og seguiriya. Tangos er forførende og udadvendt og danseren vrikker rytmisk med hofterne og udfordrer til leg og fest. Selv om tangos er en festsang, har mange at teksterne et mere alvorligt indhold end alegrías, og jalousi og lidenskab lurer også i baggrunden.
Tangos stammer ligesom alegría fra Cádiz. Andre sange i denne gruppe er tanguillos, chuflas, el zorongo gitano, zambra (fra Granada) og Farruca.
Sevillanas er en festlig folkedans fra Sevilla. I modsætningen til de andre danse er sevillanas en pardans, og danses i fire ture. Sevillanas danses ved byfester eller andre festlige lejligheder.
Sevillanas kommer af den nordspanske seguidilla, men med inspiration fra fandangos de Huelva, udviklede man i Sevilla sin helt egen dans. Fandangos de Huelva, også kaldt fandanguillos, er også en folkedans og var meget populær under teater perioden frem til 1950erne. Andre danse i denne gruppe er verdiales og rondeñas (Ronda). Disse er chico, mens fandangos grandes, granaína (granada), malagueñas (Malaga), jabera og rondeña er intermedio – altså mellem chico og jondo.
Eller “tur-retur sange” er lokale sange, der har været tur over Atlanterhavet og er blevet inspireret af rytmerne i det latinamerikanske. Til denne gruppe hører milongas (Argentina), Colombianas, Guajiras (Cuba) og rumba gitana. De er alle chico og af hvid oprindelse, undtagen rumba gitana, som er af sigøjneroprindelse.
Eksempel på Cantes de ida y vuelta
Eksempel på Cantes de ida y vuelta 
Leksikon over Flamencoens stilarter