På denne side får du information om de kurser og workshops der afholdes i flamencoforeningens regi, samt information om flamencorelateret aftenskoleundervisning i Århus og omegn.

Flamenco har sit udspring i Andalusien og betegnes ofte som sigøjnernes temperamentsfulde og intense udtryksform. Da sigøjnere kom til Andalusien i starten af 1400-tallet var Andalusien en smeltedigel af forskellige kulturer: andalusisk, jødisk, kristent, og arabisk. Sigøjnerne tog disse traditioner til sig og byggede videre på den lokale musik og dans, og skabte deres egen stilart: flamencoen.

Flamenco er en treenighed af sang, guitar og dans. Guitarspillet er et uundværligt akkompagnement for sangen og dansen. Dansen har en stærk karakter: ynde, sensualitet, styrke, stolthed og temperament - et stærkt udtryksmiddel for følelser og stemninger.

Den moderne flamenco, som vi kender den i dag, begyndte at tage form omkring år1850. En række café cantantes (sang caféer) åbnede og fra kun at være sigøjnernes musik og dans, blev flamenco folkeeje i Andalusien. Det var bl.a. omkring disse caféer at stilartene seguiriya, solea, buleria og alegría blev udviklet. Omkring århundredeskiftet forsvandt caféerne langsomt, og flamencoen var ved at uddø. Sigøjnerfamilierne bar dog traditionen videre – de sang på arbejdet i smedjen og på marken, i hjemmet og til fest. For sigøjnerne var flamencoen ikke blot musik, men en livsstil.

Fra 1920erne var der opsving for flamencoen igen, denne gang på teatrene, hvor flamenco balletter og flamenco operaer blev opført. Det var især folkedansene, som var populære i denne periode, særligt fandangoen, og det var primært de hvide spaniere, som stod bag opførslerne. Senere opstod tablaos – en slags café cantantes – som fik et opsving med turismens indtog i Spanien.

Som reaktion på teaterperioden, begyndte de traditionelle sigøjnerstilarter igen at blive populære; man søgte tilbage til rødderne. Den traditionelle flamenco havde hele tiden været bevaret hos sigøjnerne, som havde givet den videre fra generation til generation. Der var en stærk således bevaring af traditionen. Den blev nu også udfordret indefra, da nogle sigøjnere også begyndte at eksperimentere med at blande nye stilarter med flamenco – fx jazz, rock, klassisk og latinamerikanske rytmer. Det har givet anlæg til store diskussioner mellem ”purister”, som mener at den traditionelle flamenco er rigtig flamenco, mens fornyerne også ser deres udtryk som flamenco.