Det er svært at sætte nøjagtig tal på, hvor mange flamencostilarter der findes, men kendere mener, at der er omkring 70 stilarter

Café cantantes perioden
Ligesom sangen udviklede flamencodansen sig for alvor i café cantantes perioden. Den oprindelige flamencodans var meget intens og udtryksfuld, hvor danseren med små bevægelser kunne udtrykke alle stemninger fra dyb sorg til glæde og intens lidenskab. Nuancerne lå i små håndbevægelser, en hældning i kroppen eller et ansigtsudtryk. Flamencoen var det enkle, levende udtryk, hvor sanger, guitarist og danser mødtes i intens dialog.

Der var meget stor forskel i mændene og kvindernes dans. I mændenes dans blev der lagt meget vægt på taconeo (fodarbejde), som skulle være hurtigt, rytmisk og præcist. Overkroppen var lige og rank, og armene ligeså. Kvindernes dansestil var meget feminin, sensuel og graciøs, og de havde mindre taconeo. Vigtigt i kvindernes dans var armene, som var bløde og runde, skuldrene, fingrene, kroppen og ikke mindst ansigtet. Alt blev brugt for at vise små nuancer. Vigtige dansere i denne periode var bl.a. Rosario Mje la Mejorana, Juana Vargas – La Macarrona, og Concha La Chicharra.

Teaterperioden
Med teaterepoken blev flamenco professionaliseret og mange mener, at den ”rene” flamenco røg ud ved dette. Andre mener at teaterperioden var dansens guldalder. I denne periode kom der mere fokus på teknik og taconeo, og jo mere, jo hurtigere og jo højere taconeo desto bedre, syntes parolen at være. Også for kvinderne kom der fokus på taconeo, og deres dansestil begyndte at minde mere om den maskuline. Nogle mener, at lavmålet for denne periode blev nået i flamencoballetten, hvor dusinvis dansere optrådte samtidig i store scenekoreografier. Om teaterperioden var positiv eller negativ for flamencodansen kan diskuteres. Men en ting er sikkert intimiteten og duende (sjælen) i flamenco gik tabt på de store scener. Det betød dog ikke at der ikke var dygtige og kreative danseren i denne periode. Vigtige repræsentanter for teaterflamencoen er Antonia Mercé – La Argentina og Vicente Escudero. Fx var Vicente var den første der dansede seguiriya. En fastholden i den traditionelle flamenco og en reaktion mod teaterflamencoen finder man hos den største flamencodanserinde i det 20. århundrede, nemlig Carmen Amaya. Hun var indbegrebet af duenden.

Nyere tid
Professionaliseringen, dvs. fokus på teknik og taconeo, har holdt ved efter teaterperioden. Hvor man tidligere blot improviserede danser stort set alle efter koreografi nu, hvor guitaristen er tvunget til at følge danseren, som ikke altid er lige rytmisk i de svære passager! Der laves stadig balletagtige flamencoopsætninger. Mest kendt er Antonio Gades og Cristina Hoyos i Carmen af Carlos Saura. Med tiden er der også kommet nye udtryk ind i flamencoen – bl.a. jazz, rock osv. Repræsentanter for den nyere flamenco er bl.a. Belén Maya, Joaquín Cortés, Manuel Reyes m.fl. Den nok mest kendte flamencofamilie og repræsentant for den ”rene” flamenco er Farruca-familien, med El Farruco, el farruquito, og la farruca. Familien har i generationer haft en stor indflydelse på flamenco. En anden kendte traditionstro sigøjnerfamilie er familien Montoya, med bl.a. Carmelilla Montoya. Andre kendte dansere inden for den ”rene” stil er Manuela Carrasco, og Matilde Coral fra Sevilla. Endelig skal det nævnes, at i den ægte flamenco er det ikke et krav at danseren er en atlet! En af de berømte danserinder Tía Juana la del Pipa fra Jerez var 163 cm høj og vejede 120 kg, men havde en fantastisk duende. El Farruco er ikke indbegrebet af en atlet, men danser gudsbenådet.

Læs om flamencoens historie
Læs om flamencoens stilarter