Teaterperioden

Med teaterepoken blev flamenco professionaliseret og mange mener, at den ”rene” flamenco røg ud ved dette.

Andre mener at teaterperioden var dansens guldalder. I denne periode kom der mere fokus på teknik og taconeo, og jo mere, jo hurtigere og jo højere taconeo desto bedre, syntes parolen at være. Også for kvinderne kom der fokus på taconeo, og deres dansestil begyndte at minde mere om den maskuline. Nogle mener, at lavmålet for denne periode blev nået i flamencoballetten, hvor dusinvis dansere optrådte samtidig i store scenekoreografier. Om teaterperioden var positiv eller negativ for flamencodansen kan diskuteres. Men en ting er sikkert intimiteten og duende (sjælen) i flamenco gik tabt på de store scener. Det betød dog ikke at der ikke var dygtige og kreative danseren i denne periode. Vigtige repræsentanter for teaterflamencoen er Antonia Mercé – La Argentina og Vicente Escudero. Fx var Vicente var den første der dansede seguiriya. En fastholden i den traditionelle flamenco og en reaktion mod teaterflamencoen finder man hos den største flamencodanserinde i det 20. århundrede, nemlig Carmen Amaya. Hun var indbegrebet af duenden.

<< Tilbage