Flamenco har sit udspring i Andalusien og betegnes ofte som sigøjnernes temperamentsfulde og intense udtryksform
Da sigøjnere kom til Andalusien i starten af 1400-tallet var området en smeltedigel af forskellige musikkulturer - andalusisk kristen, jødisk og arabisk. De sigøjnere, der havde musik og dans som deres levebrød, tog disse traditioner til sig og byggede videre på dem og bevarede dem, og er på den måde stærkt medvirkende til flamencoens opståen, om end omkring fire århundreder senere. Den flamenco, vi kender den i dag, begynder at tage form omkring år1850. I de efterfølgende årtier åbner en række Café Cantantes - taverner med flamencooptræden - i Andalusien, og siden i Madrid og Barcelona, og spiller en afgørende rolle for udbredelsen af denne nye musik- og dansemode. Motiveret af denne popularitet blev der i denne periode skabt og udviklet en lang række stilarter, som den dag i dag danner grundstammen i flamenco, bl.a. Seguiriya, Soleá, Bulerías og Alegrías. I starten af det nye århundrede begynder caféerne imidlertid at miste popularitet – tiderne skifter, publikums vaner ændres – og flamencomusikere og –arrangører må søge nye scener.

 

Fra 1910’erne kommer et nyt opsving, denne gang på teatrene, hvor flamenco’en får plads i varietéer, revyer og syngespil, hvilket har givet perioden navnet ”Opera Flamenca”, uden at der dog var tale om egentlige operaer som sådan. Det var især folkesange og -danse, som var populære, og særligt fandango’en får en afgørende plads på repertoiret, så meget, at nogen kalder perioden for ”la dictadura del fandango”. Scenen får nye helte som f.eks. sangeren Pepe Marchena, der med sin virtuose falsetstil står i stor kontrast til den oprindelige roots-flamenco fra Cafés Cantantes-tiden. Senere, helt hen i tresserne, opstår tablaos – en slags café cantantes – som med turismens indtog i Spanien får et voldsomt opsving. Disse tablaos er den dag i dag en meget vigtig arbejdsplads og udklækningssted for flamencomusikere og –dansere, men kritiseres ofte for deres udvanding af flamenco’ens egentlige værdier for at tækkes det størst mulige publikum.

 

Som reaktion på teaterperioden, begynder de traditionelle flamencostilarter og deres udøvere og igen at blive populære - man søger tilbage til rødderne. Et af initiativerne til atter at skabe opmærksomhed og respekt om den oprindelige flamenco og dens fortolkere, er historiens første flamencofestival arrangeret i Granada i 1922 af de intellektuelle spydspidser, komponisten Manuel de Falla og digteren Federico García Lorca. Senere, under frankismen, sætter sangeren Antonio Mairena en bevægelse i gang for at højne den traditionelle flamenco, og ikke mindst det, han kalder sigøjnerflamencoen, den flamenco, som blev dyrket og bevaret hos sigøjnere som en familietradition, og sætter således frøet til en endeløs diskussion om, hvorvidt flamencoen er et rent sigøjneranliggende eller et fænomen hørende til en andalusisk blandingskultur.

 

Efter diktaturets fald i 1975 opstår en generel tørst efter fornyelse og åbning, som også rammer flamenco’en, og den yngre generation begynder at eksperimentere med andre genrer, fx jazz, rock, klassisk og latinamerikansk. Det har givet stof til en anden endeløs diskussion mellem ”purister”, som mener at den traditionelle flamenco er rigtig flamenco, og fornyerne, som også ser deres udtryk som flamenco.

Det er svært at sætte nøjagtig tal på, hvor mange flamencostilarter der findes, men kendere mener, at der er omkring 70 stilarter

Stilarterne kaldes palos. Nogle synges kun, mens andre både synges og danses. Stilarterne kan deles ind i to grupper: Sigøjnerstilarter og stilarter af hvid oprindelse. Sigøjnerstilarter er sange/danse, der er udviklet af sigøjnerne og omfatter siguiriya, solea, bulerias, cantiñas/alegrias, tientos og tangos.

Stilarter af hvid oprindelse er andalusiske sange/danse, som er blevet flamencoiseret. I denne gruppe finder man folkedansene (fandangos, sevillanas, rondeñas m.fl.), sange fra landet, og cantes de ida y vuelta som er lokale sange, der har været en tur over latinamerika og er kommet tilbage med påvirkninger derfra, bl.a. colombianas og guajiras. Alle sange/danse kan inddeles i jondo og chico. Jondo betyder egentlig dyb, og dækker over de dybe følelser, sangen udtrykker, mens chico betyder lille og refererer til de mere lette følelser. Jondo sangene handler om død, tortur, forfølgelse, og ulykkelig kærlighed. Seguiriya, solea, og tientos sange er jondo, men buleria kan også være det. Alegrias, bulerias, tangos og folkedansene er chico sange.

 

Café cantantes perioden
Ligesom sangen udviklede flamencodansen sig for alvor i café cantantes perioden. Den oprindelige flamencodans var meget intens og udtryksfuld, hvor danseren med små bevægelser kunne udtrykke alle stemninger fra dyb sorg til glæde og intens lidenskab. Nuancerne lå i små håndbevægelser, en hældning i kroppen eller et ansigtsudtryk. Flamencoen var det enkle, levende udtryk, hvor sanger, guitarist og danser mødtes i intens dialog.

Der var meget stor forskel i mændene og kvindernes dans. I mændenes dans blev der lagt meget vægt på taconeo (fodarbejde), som skulle være hurtigt, rytmisk og præcist. Overkroppen var lige og rank, og armene ligeså. Kvindernes dansestil var meget feminin, sensuel og graciøs, og de havde mindre taconeo. Vigtigt i kvindernes dans var armene, som var bløde og runde, skuldrene, fingrene, kroppen og ikke mindst ansigtet. Alt blev brugt for at vise små nuancer. Vigtige dansere i denne periode var bl.a. Rosario Mje la Mejorana, Juana Vargas – La Macarrona, og Concha La Chicharra.

 

Teaterperioden
Med teaterepoken blev flamenco professionaliseret og mange mener, at den ”rene” flamenco røg ud ved dette. Andre mener at teaterperioden var dansens guldalder. I denne periode kom der mere fokus på teknik og taconeo, og jo mere, jo hurtigere og jo højere taconeo desto bedre, syntes parolen at være. Også for kvinderne kom der fokus på taconeo, og deres dansestil begyndte at minde mere om den maskuline. Nogle mener, at lavmålet for denne periode blev nået i flamencoballetten, hvor dusinvis dansere optrådte samtidig i store scenekoreografier. Om teaterperioden var positiv eller negativ for flamencodansen kan diskuteres. Men en ting er sikkert intimiteten og duende (sjælen) i flamenco gik tabt på de store scener. Det betød dog ikke at der ikke var dygtige og kreative danseren i denne periode. Vigtige repræsentanter for teaterflamencoen er Antonia Mercé – La Argentina og Vicente Escudero. Fx var Vicente var den første der dansede seguiriya. En fastholden i den traditionelle flamenco og en reaktion mod teaterflamencoen finder man hos den største flamencodanserinde i det 20. århundrede, nemlig Carmen Amaya. Hun var indbegrebet af duenden.

 

Nyere tid
Professionaliseringen, dvs. fokus på teknik og taconeo, har holdt ved efter teaterperioden. Hvor man tidligere blot improviserede danser stort set alle efter koreografi nu, hvor guitaristen er tvunget til at følge danseren, som ikke altid er lige rytmisk i de svære passager! Der laves stadig balletagtige flamencoopsætninger. Mest kendt er Antonio Gades og Cristina Hoyos i Carmen af Carlos Saura. Med tiden er der også kommet nye udtryk ind i flamencoen – bl.a. jazz, rock osv. Repræsentanter for den nyere flamenco er bl.a. Belén Maya, Joaquín Cortés, Manuel Reyes m.fl.

 

Den nok mest kendte flamencofamilie og repræsentant for den ”rene” flamenco er Farruca-familien, med El Farruco, el farruquito, og la farruca. Familien har i generationer haft en stor indflydelse på flamenco. En anden kendte traditionstro sigøjnerfamilie er familien Montoya, med bl.a. Carmelilla Montoya. Andre kendte dansere inden for den ”rene” stil er Manuela Carrasco, og Matilde Coral fra Sevilla. Endelig skal det nævnes, at i den ægte flamenco er det ikke et krav at danseren er en atlet! En af de berømte danserinder Tía Juana la del Pipa fra Jerez var 163 cm høj og vejede 120 kg, men havde en fantastisk duende. El Farruco er ikke indbegrebet af en atlet, men danser gudsbenådet.

 

Solea Kaldes ofte for sangens mor, men er næppe den ældste stilart.

Soleá er dog den reneste form og grundlaget for sang, dans og guitarspil indenfor flamenco. Soleá kommer af soledad og betyder ensomhed. Som stilart er soleá jondo.

 

Sangen handler om ulykkelig, uforløst kærlighed, smerte og ensomhed, og dansen er melankolsk, meditativ og indadvendt. Soleá stammer fra Triana-bydelen i Sevilla. Til gruppen af soleá hører også soleá grande, soleá corta, soleariya, soleá por bulería, caña, polog og policaña.

 

Allegría Er udviklet af soleá, og har samme rytme som soleá.

Alegría betyder glæde – over livet og kærligheden, og dansen er majestætisk, feminin, og stolt. Stilarten er chico. Det er en festlig dans. Alegría stammer fra Cádiz og hører til gruppen af cantiñas sange. Oprindeligt var cantiñas navnet på middelalderlige sange fra Galicien. De kom med skib til Cádiz, og snart blev alle sange fra egnen kaldt cantiñas. Andre sange i gruppen er caracoles, jaleos, mirabras, romeras, rosas og garrotínes.

 

Bulerías

Er også udviklet af soleá. Bulerías er en af de populæreste og sværeste stilarter, pga. det høje tempo og rytmikken. Bulerías betyder morskab, og danses typisk i festligt lag, hvor danseren viser sit spøgefulde sind, glæde, skæg og ballade! Bulerías er chico, men den kan også være jondo, da nogle sangtekster handler om de dybe følelser, smerten og den ulykkelige kærlighed. Bulerías danses tit i sammenhæng med andre stilarter. Bulerías stammer fra Jerez de la Frontera. Til gruppen af bulerías hører også bulería a golpe, bulería por soleá, el zorongo gitano, alboreá, el vito og villancicos

 

Seguiriya

Er den mest jondo stilart, den mørkeste af dem alle. I seguiriyaen udtrykkes smerten over ulykkelig kærlighed og sorgen, fortvivlelsen, og afmægtigheden overfor døden. Rytmisk er det den sværeste af stilarterne. Andre sange i samme stilart er Martinetes, som opstod i smedjerne i Triana, Sevilla, toná, carceleras, serranas, debl, livianas, playeras og saete (sidste er dog ikke af sigøjneroprindelse).

 

Tangos er en festdans.

Rytmisk er den anderledes end de andre danse, da der kun er 4 slag i compás i modsat til 12 i soleá, alegría, bulería og seguiriya. Tangos er forførende og udadvendt og danseren vrikker rytmisk med hofterne og udfordrer til leg og fest.

Selv om tangos er en festsang, har mange at teksterne et mere alvorligt indhold end alegrías, og jalousi og lidenskab lurer også i baggrunden. Tangos stammer ligesom alegría fra Cádiz. Andre sange i denne gruppe er tanguillos, chuflas, el zorongo gitano, zambra (fra Granada) og Farruca.

 

Folkedanse - Sevillanas er en festlig folkedans fra Sevilla.

I modsætningen til de andre danse er sevillanas en pardans, og danses i fire ture. Sevillanas danses ved byfester eller andre festlige lejligheder. Sevillanas kommer af den nordspanske seguidilla, men med inspiration fra fandangos de Huelva, udviklede man i Sevilla sin helt egen dans. Fandangos de Huelva, også kaldt fandanguillos, er også en folkedans og var meget populær under teater perioden frem til 1950erne. Andre danse i denne gruppe er verdiales og rondeñas (Ronda). Disse er chico, mens fandangos grandes, granaína (granada), malagueñas (Malaga), jabera og rondeña er intermedio – altså mellem chico og jondo.

 

Cantes de ida y vuelta eller “tur-retur sange” er lokale sange, der har været tur over Atlanterhavet og er blevet inspireret af rytmerne i det latinamerikanske. Til denne gruppe hører milongas (Argentina), Colombianas, Guajiras (Cuba) og rumba gitana. De er alle chico og af hvid oprindelse, undtagen rumba gitana, som er af sigøjneroprindelse.